Tiden går, og jeg får ikke skrevet så pokkers meget herinde mere.
Nu er der heldigvis ikke så pokkers længe til vi flytter - det bliver bare så godt.
Frederik var til et ganske alm. tandlægebesøg her for en uges tid siden, som udmundede i, at han skal på sygehuset den 19/2. Vi har godt set at hans tandkød var gået halvt ned på en af hans tænder, men vidste han skulle til tandlæge, så der ville de kigge på det, men det viste sig så bare ikke, at være tandkød. Det er en udvækst, som skal skæres væk og sendes til undersøgelse. Pyha :( Håber og tror det bare en en lille uskadelig ting.
Hvor kunne du gøre det?
Af Jim Willis 2001
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og pÃ¥ trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. NÃ¥r jeg havde været “uartig” sagde du til mig med løftet pegefinger “hvordan kunne du gøre det?”, men sÃ¥ lod du dig formilde og kløede mig pÃ¥ maven.
Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen pÃ¥ sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi “is er dÃ¥rligt for hunde”, sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede pÃ¥, at du skulle komme hjem sidst pÃ¥ dagen.
Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.
Hun, som nu er din hustru, er ikke et “hundemenneske” - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
SÃ¥ kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de smÃ¥ lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville sÃ¥ gerne ogsÃ¥ tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Ã…h, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en “kærlighedsslave”.
Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere Ã¥r har du blot svaret “ja” og skiftet emne. Jeg er gÃ¥et fra at være “din hund” til “bare en hund”, og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.
Nu har du fÃ¥et et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din “familie”, men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af hÃ¥bløshed. Du udfyldte papirerne og sagde “Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende”. De trak pÃ¥ skulderen og kiggede pinligt berørt pÃ¥ dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med “papirer”. Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbÃ¥nd, mens han skreg “Nej, far! Du mÃ¥ ikke lade dem tage min hund!”
Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig pÃ¥ hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbÃ¥nd og line med. Du havde en deadline, du skulle nÃ¥, og det har jeg ogsÃ¥ nu. Da du var gÃ¥et, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestÃ¥ende flytning mÃ¥neder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg pÃ¥ at finde et andet godt hjem til mig. De rystede pÃ¥ hovedet og sagde “Hvordan kunne du gøre det?”
De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.
Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre.
Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede “Hvordan kunne du gøre det?” MÃ¥ske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde “Undskyld”. Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys sÃ¥ meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit “Hvor kunne du gøre det?” ikke var møntet pÃ¥ hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte pÃ¥. Jeg vil tænke pÃ¥ dig og vente pÃ¥ dig for evigt. MÃ¥ alle i dit liv altid vise dig sÃ¥ stor loyalitet.
SLUT
Note fra forfatteren: Hvis “Hvor kunne du gøre det?” gav dig tÃ¥rer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert Ã¥r dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formÃ¥l, nÃ¥r bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til dannelsesformÃ¥l, pÃ¥ jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, pÃ¥ dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde rÃ¥d og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.
På mandag fylder Xandra 3 år, hvor pokker er tiden blevet af? Ja, det er nok noget man siger hvert år, men for søren hun er jo snart en stor pige. Xandra kan en masse ting, som mange på 3 år ikke kan, motorisk. Men børnehaven og os havde et møde den anden dag - hun falder stadig meget, og tager ikke fra. Ingen af os forstår det, for det hænger slet ikke sammen med hendes ellers gode motorik. Så vi har sat en masse i gang. Og muligvis vil en fysioterapeut tage et kig på hende. Det er bare for underligt. Hun slår sig jo vanvittigt når hun står på hovedet uden, at tage fra overhovedet.
Xandra har fået gaven fra os - vi var en tur i build a bear, og der fik hun lov at vælge en bamse. Inden vi fik set os om, havde vi brugt 580,- *slam* Så på mandag, på hendes fødselsdag vil hun få 3 mindre gaver, så hun har noget at pakke ud på dagen. Tilbehør til Cirkeline (Hendes nyindkøbte bamse), en bog.
I februar har Frederik fødselsdag - og hans gave har vi ogsÃ¥ købt - vi købte et nyere Tv med dvd, og han vil fÃ¥ en ny mobil ogsÃ¥ af os. Tv’et har han ønsket sig sÃ¥ længe, at jeg rent faktisk tror han har opgivet at fÃ¥ det, sÃ¥ han har ikke ønsket sig det i Ã¥r ;)
Men han vil kunne bruge det i vores nye lejlighed, da alle værelser er med tv-stik. Han bliver altid sÃ¥ fornærmet, nÃ¥r vi vil se matador om lørdagen. Hehe. SÃ¥ det passer ganske fint, at vi flytter den 15/2, for sÃ¥ kan han bruge tv’et med det samme. Det stÃ¥r nu og venter hjemme hos Michel og hans mor :)
Mia havde fødselsdag den 8 Janur, sÃ¥ nu er alle 3 børns fødselsdage snart overstÃ¥et. I Ã¥r forstÃ¥r Xandra virkelig hvad det der fødselsdag gÃ¥r ud pÃ¥, sÃ¥ vi skal helst synge fødselsdags sang for hende konstant.. Hun skal have en chokolade-kagemand med i børnehave, og det har hun ganske nøje styr pÃ¥ ogsÃ¥. “Nu skal jeg kun sove 2 gange” ;)
Et stort tillykke til min elskede veninde og hendes mand, med jordens dejligste datter, som kom til verden i dag kl 17:30. Godt gået begge 2! Hun er da bare for lækker lækker.
Ja, en dum start på det nye år, med endnu en sygdoms-periode. Mine kirtler er igen gået amok, og denne gang så slemt, at min arm og hånd har smertet så jeg ikke har kunne sove om natten. Urinsyregigten er der stadig, dog er min tå ikke hævet mere, men når jeg går knækker mine tå-led, som om de bliver skubbet fra hinanden. Og efter 10 min får jeg temmelig ondt. Ang, mine kirtler, så har lægen prøvet, at sætte mig på en ny kur, og disse piller skal jeg altid have nogle hjemme af. Skal tage dem en uge, og så holde pause.. og tage med det samme der er optræk til noget. Men lad os nu se om de kan tage det, jeg håber blot.
Min læge ringede i forgÃ¥rs, men det gÃ¥r ikke - jeg mÃ¥ derned i næste uge.. igen. Det er sgu lidt urimeligt, at hver gang jeg starter pÃ¥ job, sÃ¥ vender gÃ¥r mine kirtler amok - jeg opgiver snart at arbejde, for det er satme ikke det værd. Vil meget hellere kunne lege med mine unger, end ligge og pive pga smerter. Vær positiv? Ja, det har jeg været mange gang, men denne gang er det virkelig svært. Dog er der mange andre der har det værre, samt oplever værre ting, og det tager jeg til mig. Jeg skal ikke pive sÃ¥ meget, men være taknemmelig over det ikke er sÃ¥ pokkers slemt anyway… forhold til andre.
I morgen kører ungerne og mig ud og spiser morgenmad hos farmor, og bagefter triller vi en tur hjem til oldemor - så er ret sikker på det nok skal blive en dejlig dag i morgen. Ikke meget jeg har været ude de sidste par uger. Jeg kommer ikke på arbejde på mandag, og selvom det er reelt nok, samt lægens ord om, at jeg skal have ro, så har jeg bare dårlig samvittighed.
Ja, så er der taget hul på et nyt år - et år jeg håber vil bringe en masse gode ting med sig, der er mange der har fortjent et frisk og godt år.
Vi flytter jo snart i ny bolig, bÃ¥de pÃ¥ den ene og anden mÃ¥de, hvilket jeg hÃ¥ber vil bringe mere ro i hovedet pÃ¥ Frederik, som virkelig har haft et forbandet dÃ¥rligt Ã¥r. Tæsk i lange baner, en kommune der bare ser til, eller som de sagde, “vi kan intet gøre”. Det fik vi sÃ¥ selv rÃ¥det bod pÃ¥, heldigvis. Vi kommer til, at sidde en del dyrere end nu, men det er sÃ¥ det hele værd, og mere til.
Xandra er blevet børnehavebarn pr d.d, istedet for vuggestuebarn - det tvivler jeg sÃ¥ vi mærker det store til - andet end en madpakke der skal smøres, hvilket i sig selv er hyggeligt nok. Hun fylder 3 her i Ã¥rets første mÃ¥ned, tiden render bare. Mia fylder 10 ogsÃ¥ i Ã¥rets første mÃ¥ned. Min veninde bliver mor for første gang, ogsÃ¥ her i januar, og det skulle gerne ske her en af de nærmeste dage.. Kan slet ikke vente pÃ¥ sms’en om, at NU tager de afsted. Det er stort.
Jeg startede så det nye år med, at få ondt i tåen igen - og det ville jeg gerne være foruden, så nu står den på en tur forbi lægehuset igen.
Vi har haft besøg af Mia - og det var skønt at have hende her igen - hun bliver pludselig sÃ¥ stor fra hver gang vi ser hende. Vi hÃ¥ber vi ser hende noget mere her i det nye Ã¥r, men med Hr. Fars arbejdstider, sÃ¥ skal vi rykke en del rundt pÃ¥ tingene, og det hÃ¥ber jeg sÃ¥ flasker sig bedre i Ã¥r. Jeg kørte hende til toget i Kolding i dag, som sÃ¥ ikke kørte, da toget var gÃ¥et i stykker, og de derfor havde sat en bus ind til alle børne-guide børnene. 1 time stod vi og ventede pÃ¥ den bus, ingen kunne fortælle nøjagtig hvornÃ¥r den ville ankomme, sÃ¥ jeg stod udenfor og holdte øje, og havde sat Mia lige indenfor vinduet, sÃ¥ vi kunne se hinanden. Og sÃ¥ rendte jeg frem og tilbage. Det var en kold fornøjelse skulle jeg hilse og sige. Det var Mia’s første tur alene med tog, som sÃ¥ blev lavet om til bÃ¥de bus og tog - sikke en mÃ¥de at prøve det pÃ¥. HHun tog det bare sÃ¥ godt, og var ved frisk mod, da hun endelig, 2 timer senere end hun skulle have været hjemme, kom hjem. Dygtig pige.